|
Med gyldighed fra den 1. september 2010 har vi udgivet 1. udgave af BL 3-9 A, Bestemmelser om ændring af BL 3-9, 3. udgave af 4. juli 1995, Bestemmelser om brand- og redningstjeneste.
Ændringerne vedrører afsnit 7 om personale og afsnit 14 om klageadgang.
Afsnit 7
I afsnit 7 er foretaget nogle mindre indholdsmæssige ændringer, og desuden har afsnittet fået en lidt ændret struktur og ændret nummerering ud fra redaktionelle og lovtekniske årsager. De indholdsmæssige ændringer i afsnittet vedrører følgende punkter i udkastet:
- Pkt. 7.4 a. - c.: Adgangskravene til uddannelsen "Indsatsleder-fly" er ændret således, at man nu kan nøjes med at tage en "Holdleder Brand uddannelse" samt en uddannelse, der hedder "Holdleder som teknisk leder", dog eventuelt suppleret med et ekstra "kursus", hvis "Holdlederuddannelsen" er gennemført af en anden kursusudbyder end Beredskabsstyrelsen. Alt i alt er dette en lempelse for lufthavnene, idet man nu undgår det lange og kostbare "kursus for Indsatsledere" i Tinglev, som der hidtil har været krav om, jf. gældende pkt. 7.2 b).
- Pkt. 7.6: Der er sket en opdatering af bestemmelsen om kursusudbyderen for søredningskurser, som ikke længere er "Danish Offshore Safety Technologi School", jf. gældende pkt. 7.5, idet skolen ikke findes længere.
- Pkt. 7.3 b.: Der er sket en opdatering af den gældende bestemmelse i pkt. 7.7 om førstehjælpskurset, som nu skal være efter Dansk Førstehjælpsråds anbefalinger og retningslinier.
- Pkt. 7.4 d.: I forhold til gældende bestemmelse i pkt. 7.2 c. er der i kursusindholdet for Indsatsleder-fly kurset tilføjet emnet "Kommunikation med andre myndigheder".
- Pkt. 7.7 b.: Det er præciseret, at det er Statens Luftfartsvæsen, der fremover udsteder kursusbeviser for Brandmand-fly kurser og Indsatsleder-fly kurser, uanset hvem kursusudbyderen måtte være.
Afsnit 14
Afsnittet om at SLV's afgørelser efter BL'en kan påklages til Transportministeriet udgår, da klageadgangen ikke længere eksisterer, jf. senest bekendtgørelse nr. 110 af 3. februar 2009 om Statens Luftfartsvæsens opgaver og beføjelser, om kundgørelse af de af luftfartsvæsenet fastsatte forskrifter og om klageadgang.
Et udkast til BLen har været i offentlig høring. Læs nærmere herom til det i comment response sheet.
Download BL og response sheet i pdf-format |
|
Opdateret 29. juli 2010 |