Nummer 3
•
2007
Statens Luftfartsvæsen
Korte baner
... 400 meter med tragt
Tema:
Nummer 3
•
2007
OY-SIK
Case
Indhold
GAP Fly-In i Vamdrup .................................................................
3
• Tema
400 meter med tragt ..................................................................
4–5
Kort og godt uden hovedpine ....................................................
6 –7
Dødsensfarligt at flyve for langsomt ..........................................
8
Simsalabim all knaps in ..............................................................
9 –15
Det er bevist igen og igen.....
Al erfaring viser at risikoen for uheld er
størst ved start og landing – det er her
de fleste havarier og hændelser sker.
Og for piloterne gælder det om, at være
ekstremt grundige i planlægningen fx
i forhold til start- og landingsdistancer
og at træne jævnligt på korte baner med
tilpas højde og fart. Vi har i dette tema
valgt at rette fokus på flyvning til og fra
korte baner
•
Læs artiklerne og hent
inspiration til din næste
fyvning på side 4-8.
Ved start og landing er det vigtigt at
bruge tjeklisten, den er din ”livline” til at
huske at aflæse og afkode alle instru -
menter.
• Læs mere om gode råd
til brug af tjeklisten på
side 9-15.
God læselyst
Tina Larsen
Brug af checkliste er et ret godt barometer
for, hvor seriøse og sikre privatpiloter er.
OY-SIK er udgivet af SLV
Ansvarshavende udgiver:
Kurt Lykstoft Larsen, luftfartsdirektør
Daglig redaktør: Tina Larsen
Redaktion:
Henrik Sandum, Per Veingberg,
Henning Christensen, Tina Larsen, Ole
Lynggaard, Torben Jørgensen, Lars Jensen,
Jørgen Lolk Larsen, Peter Udsen og Keld
Zülow
Fotos:
Per Kreutzmann og Tina Larsen
Korrektur:
Bert Martinsen
Layout og grafsk produktion:
Reidar & Partners ApS. (SKI-leverandør)
Miljøcertifceret papir
Opslag:
4000
Magasinet distribueres vederlagsfrit til flyve -
klubber, unioner, luftfartsskoler, flyvepladser,
Flyvemedicinsk Klinik og flyvelæger. Magasi -
net kan du også downloade fra www.slv.dk
Informationerne i OY-SIK er tænkt som gene -
rel flyvesikkerhedsmæssig information.
Næste nummer udkommer december 007
Deadline: 1. november 007
ISSN 1603- 330
Adr.
Att.: OY-SIK
Statens Luftfartsvæsen
Ellebjergvej 50
450 København SV
Tlf.: 36186000
Mail: oysik@slv.dk
3
OY-SIK
3
Når man skal planlægge et en-dags
GAP Fly-In, som efterfølger til 3 år med
større FLYSIK/GAP arrangementer, er
det første spørgsmål, der melder sig:
”Hvordan kan vi lave et arrangement,
som trækker fest mulige piloter til en
dag med fyvning og workshops, og hvor
det overordnede tema er sikkerhed”.
Ønsket med arrangementet, er jo at nå
ud til så mange piloter som muligt.
Af Benny Jensen
På flyvesiden valgte vi at fokusere på start og lan -
ding på korte baner. Vi indledte med en workshop
omkring, hvilke teknikker, der bedst kan bruges
ved planlægning af start og landing. Dernæst gen -
nemførte vi en landingskonkurrence, hvor det ikke
blot handlede om at ramme et bestemt punkt på
landingsbanen, men også om, hvorvidt den an -
vendte anflyvning var egnet til brug ved anflyvning
af korte baner. Som afslutning gennemgik vores
flyveinstruktør dagens landinger og videooptagel -
serne af landingerne er ved at blive produceret på
DVD til efterfølgende evaluering for de deltagende
piloter.
Dagens andet store element handlede om livred -
dende førstehjælp. Deltagerne blev inddelt i to
hold, og mens det ene hold fløj landingsrunder,
deltog det andet hold i en praktisk workshop med
indledningen: ”Når vi flyver til danske småøer, kan
hjælpen være meget langt væk, hvis uheldet er
ude – hvordan redder vi bedst liv”.
Herudover var der lagt op til hyggeligt samvær.
Den lokale flyveklub, Kongeåens Pilotforening,
havde arrangeret både morgenmad, frokost,
kaffe/kage og aftensmad til alle deltagere, så for-
plejningen var helt i top, og der blev udvekslet
mange erfaringer og historier.
Fredag eftermiddag, mens de sidste forberedelser
blev klaret, var vejret perfekt til flyvning, men lørdag
morgen drillede lave skyer og let regn. Vi måtte
udskyde starten på arrangementet en time for at alle
kunne nå frem, men op ad dagen klarede det heldig -
vis op, og landingsøvelserne blev afviklet i ganske
godt vejr.
På trods af den kedelige start på dagen var det
vores indtryk, at størstedelen af de piloter, der på
forhånd havde planlagt at deltage også nåede frem
til arrangementet, og med 4 deltagende piloter i
landingskonkurrencen, var vi som arrangører godt
tilfredse med størrelsen af arrangementet. Efterføl -
gende spørger vi dog os selv: ”Hvad kan vi gøre, for
at få flere deltagere til arrangementer med fokus på
flyvesikkerhed”. Selvom vi var godt tilfredse med at
nå 4 deltagere, så er det en meget lille procentdel
af de danske privatpiloter.
GAP Fly-In i Vamdrup
Se flere fotos fra Fly-In på bagsiden
og på www.slv.dk
400 meter med tragt
Er du en af dem, der altid starter og lander
på en fere kilometer lang asfaltbane, skal
du være ekstra opmærksom, når forholdene
’skrumper’ ind. Det siger fyveinstruktør og
luftkaptajn Henning Romme, der tit oplever,
at privatpiloter fra de større pladser ikke kan
lande kort. ”Gør brug af de professionelles
vaner, så kan du også gøre det sikkert”,
råder han her.
Af Thomas Jensen, journalist og PPL-pilot
Kender du det, du sidder og surfer på nettet efter
spændende steder at flyve hen. Du støder på en
lille plads, der ser interessant ud, men kort! Eller det
kan være, at du hører fra en i flyveklubben, at der er
en bondemand fem minutters flyvning derfra, hvor
du meget gerne må kigge forbi. Problemet er bare,
at banen kun er 400 meter lang, og at den ikke er
godkendt. Åh nej, tænker du. Der står jo i lejeafta-
len til flyvemaskinen, at det skal være en godkendt
plads, du lander på. Så det går jo ikke. Så var der jo
også det, at teori-instruktøren fortalte, at du for en
sikkerheds skyld altid skal gange landingsdistancen
med 1,43 for at være på den sikre side. Så nej, det
går slet ikke. Og så den sidste ting, der nager dig:
Du føler dig egentlig ikke sikker på, at du kan lande
maskinen der, for du har kun prøvet det få gange før,
og dengang sad der en instruktør ved siden af, der
kunne gribe ind.
Ligbleg efter første gang
Flyveinstruktør Henning Romme er overbevist om, at
der er mange privatpiloter, der kan nikke genkenden-
de til nogle af tingene i eksemplet. Han har gennem
30 år arbejdet i GA-miljøet i Danmark, og han er sik-
ker på, at der er en tendens til, at piloter, der lærer
at flyve på de store pladser, ofte ikke behersker at
lande på de korte baner.
”Jeg har set mange gange, at piloter, der flyver
ud fra Roskilde, lander langt inde på banen, når
de kommer ud til en kort bane. De er vant til
1800 meter bane, og så gør det ikke noget,
at man lander et par hundrede meter
længere inde end planlagt.
Og man kan jo bare kigge i
havarirapporterne for at se,
at det går galt”, siger han.
For år tilbage var Henning
Romme instruktør i Vamdrup,
og der har han flere gange oplevet
at se elever fra Roskilde, der skulle lande på græs
for første gang. ”De landede helt inde i krydset (350
meter inde på den 700 meter lange bane 6, red.),
og bagefter kom de ligblege op i tårnet og fortalte, at
de ikke længere turde flyve til så korte baner, fordi de
kun lige akkurat havde nået at bremse ned. Proble-
met var jo bare, at de ikke havde gjort brug af de
første 350 meter af banen”, fortæller han. Det værste
tilfælde var dog ifølge Henning Romme, da han hørte
om professionelle piloter, der aldrig i deres tid på
pilotskolen havde landet på græs.
Lær af de professionelle
Men der er hjælp at hente. Instruktøren mener, at
grunden til, at man udfører en dårlig landing, skal
fndes i minutterne, inden maskinen bliver sat på
jorden. Det er her i anflyvningen, at tingene enten er i
kontrol eller begynder at komme ud af kontrol, og det
viser sig i landingen. Henning Romme siger, at det er
her, privatpiloterne har noget at lære af de professio-
nelle og deres procedurer i den etablerede luftfart.
”I flyselskaberne lægger man meget vægt på det,
der hedder stabilized approach. Det betyder, at der
4
Tema
Er du en af dem, der altid starter og lander
på en fere kilometer lang asfaltbane, skal
du være ekstra opmærksom, når forholdene
’skrumper’ ind. Det siger fyveinstruktør og
luftkaptajn Henning Romme, der tit oplever,
at privatpiloter fra de større pladser ikke kan
lande kort. ”Gør brug af de professionelles
Du føler dig egentlig ikke sikker på, at du kan lande
maskinen der, for du har kun prøvet det få gange før,
og dengang sad der en instruktør ved siden af, der
kunne gribe ind.
Ligbleg efter første gang
Flyveinstruktør Henning Romme er overbevist om, at
der er mange privatpiloter, der kan nikke genkenden-
de til nogle af tingene i eksemplet. Han har gennem
30 år arbejdet i GA-miljøet i Danmark, og han er sik-
ker på, at der er en tendens til, at piloter, der lærer
at flyve på de store pladser, ofte ikke behersker at
lande på de korte baner.
”Jeg har set mange gange, at piloter, der flyver
ud fra Roskilde, lander langt inde på banen, når
de kommer ud til en kort bane. De er vant til
1800 meter bane, og så gør det ikke noget,
at man lander et par hundrede meter
længere inde end planlagt.
Og man kan jo bare kigge i
havarirapporterne for at se,
at det går galt”, siger han.
For år tilbage var Henning
Romme instruktør i Vamdrup,
og der har han flere gange oplevet
at se elever fra Roskilde, der skulle lande på græs
for første gang. ”De landede helt inde i krydset (350
meter inde på den 700 meter lange bane 6, red.),
og bagefter kom de ligblege op i tårnet og fortalte, at
TEMA
i anflyvningen er meget præcise rammer for, hvad
der skal ske før en landing. For eksempel hvor man
skal ligge inden for højde, hastighed og flapkonf-
guration i de forskellige faser af anflyvningen”, siger
han.
Tragten
Henning Romme siger, at man skal forestille sig
anflyvningen med medvind, base og fnale, som at
man flyver inde i en u-formet tragt. Man flyver ind
i den på medvind, hvor den er bred og høj, og der
er plads til lidt korrektion. På basen bliver tragten
smallere, og man skal helst ikke gøre for store ud-
sving i forhold til de anbefalede procedurer, og når
man ligger på fnalen skal man ligge korrekt med
hensyn til højde, fart, flaps etc. Gør man ikke det,
kan det føre til en dårlig landing, og det kan gå galt.
”Jeg plejer at sige, at en god landing starter på
medvindsbenet. Hvis højde, hastighed og flapkon-
fguration er i orden på medvind, er der en meget
større sandsynlighed for at lave en god landing, end
hvis det ikke er. Man kan sammenligne det med så-
dan en papirtragt, man bruger, når man hælder olie
på en bil. Der er meget plads ude for enden, men
helt nede ved tuden er den smal. Men det man gør
ude, hvor der er meget plads, har stor indflydelse
for, hvad der sker inde ved, hvor den er smal, altså
overført til flyvning på kort fnale”, siger Henning
Romme, der opfordrer alle til at deltage i landings-
konkurrencer i flyveklubberne for at træne de korte
landinger.
No go-around
Han mener også, at der blandt privatpiloter er en
tendens til, at man for alt i verden skal have ma-
skinen ned, når man kommer ned til banen. Der
er mange, der ikke er mentalt indstillet og øvet i at
lave en go-around, hvis for eksempel højden eller
hastigheden ikke passer.
”Flyver man altid på en lang og bred bane, kan
det være svært at have øjemål for, hvordan man
skal ligge, hvis man kommer ned mod en kort bane.
Og hvis man nu er uheldig at komme forkert ned
til banen, oplever jeg, at mange for enhver pris
bare skal have sat maskinen ned, selv om man lige
kunne have reddet sig en ekstra chance ved en
go-around”, siger Henning Romme. En af grundene
til at landinger på små pladser også kan gå galt er,
at man ofte flyver store landingsrunder ved store
pladser og små runder ved små pladser. Og i en lille
runde vil man ikke have så meget tid som i en stor.
Henning Romme mener, at ekstra fokus på nogle
ordentlige anflyvningsprocedurer kan hjælpe til at
lande kortere, end man tror.
Går glip af oplevelser
Ofte er det slet ikke muligt at lande på de korte
baner, hvis man skal følge alle forskrifterne. På
mange skoler lærer eleverne, at man skal gange
startdistancen med 1,5 og landingsdistancen med
1,43 for at være på den sikre side. Men Henning
Romme mener, at man som trænet privatpilot ikke
nødvendigvis behøver at følge de forskrifter, som
bliver brugt af den kommercielle luftfart og derefter
overført til privatpiloterne. En Cessna 17 når hur-
tigt op over 650 meter i landingsdistance, hvis man
skal have den ekstra faktor med, og så er det jo ikke
længere korte baner, man kan flyve til.
”Jeg synes, man går glip af en masse gode
oplevelser, hvis man sorterer de korte baner fra på
grund af nogle ekstra faktorer, der egentlig slet ikke
er tiltænkt privatpiloter. Tænk sig, hvis man ikke
prøvede at tage flyvemaskinen ud til Vejrø, Endelave
eller en af de andre små øer, hvor der er masser af
spændende ting at opleve”, siger Henning Romme.
Tema 5
TEMA
Kort og godt uden hovedpine
Det skal helst gøres kort og godt,
når der ikke er mange meter græs eller
asfalt at bruge af til at sætte fyvemaskinen
ned. Men instruktør Michael Paulsen får
næsten hovedpine over de danske privat-
piloter, når det gælder deres starter og
landinger på korte baner. Læs her om hans
overraskende teknik, når der skal landes
på de spændende, men ikke så lange
fyvepladser.
Af Thomas Jensen, journalist og PPL-pilot
Det er fascinationen for flyvning, der holder mange
privatpiloter på vingerne. Duften af eventyr, og at
komme op i luften og være fri til at flyve hen, hvor
man vil. En del af eventyret er også at opdage nye
steder. Der er ikke noget bedre end at komme til
en ny flyveplads, hvor man skal sætte maskinen
ned for første gang. Det giver en sitren i maven;
om man nu kan klare det, om evnerne rækker til at
lande på den korte græsbane 1500 fod nedenun-
der? Det er tit de små private pladser spredt
ud over landet, der giver de mest eksotiske og
spændende flyveoplevelser, men det er samtidig
også her, det kan være farligst. For kortbane-
starter og -landinger er tit den type flyvning, der
volder privatpiloten de største problemer. Enten
lagde frokosten sig fra kroen på Endelave for tungt
med dertil hørende overvægt og havari, eller for
hurtig fnalespeed til banen på Femø endte i et
mislykket go-around-forsøg på taget af et hus
med døden til følge for den ene af piloterne. Det er
ikke kun de to tilfældigt nævnte steder, hvor der er
fare på færde, når der skal startes eller landes på
en kort bane. Derfor var det hovedtemaet for årets
GAP-stævne, hvor et af indslagene var, at privatpi-
loter kvit og frit kunne få indsigt i den mangeårige
instruktør Michael Paulsens erfaringer.
”Nej, jeg får hovedpine over det her”
Flyveinstruktøren giver gode råd til de fremmødte
privatpiloter til GAP-stævnet i Vamdrup. Samtidig er
han også dommer i landingskonkurrencen, der bliver
afholdt. Og det er det, der gør, at han får hovedpine
som en anden Maude fra Matador. Han har netop
stået og forklaret om kortbaneteknik i forbindelse med
landinger i en time, men da det efterfølgende skal af-
prøves af de 4 piloter, er instruktøren ikke helt tilfreds.
”Jeg får hovedpine over det her. Han skulle ikke have
givet gas til sidst, og ham den næste kommer alt for
lavt ind til landing”, bander Michael Paulsen over det
han ser, da han står lige ved siden af landingsfeltet, der
er malet på græsset på bane 6 i Vamdrup. Han mener
det selvfølgelig i sjov, at han får hovedpine, men han
er ikke så glad for, at piloterne ikke er så meget for at
bruge hans teknik om at komme stejlt ind til en kort-
banelanding, da de hver får tre forsøg i konkurrencen.
Første gang man hører Michael Paulsens pointe kan
den også forekomme lidt bagvendt. Han siger nemlig
overraskende, at man skal flyve meget stejlt ned til
korte baner.
”De fleste mindre erfarne piloter vil helst komme i en
meget lav anflyvningsvinkel, når de skal sætte maski-
nen på en kort bane. Det er som de tænker, at når bare
man ligger meget lavt på fnalen, er man sikker på at
sætte hjulene på tærsklen, og så er det intet problem
at nå og bremse op i tide, inden banen ender”, siger
Michael Paulsen, mens den næste pilot nærmer sig,
faretruende lavt hen over træerne på fnalen, og han
endnu en gang må give minuspoint for anflyvningen.
Flyv stejlt ind
Den næste flyvemaskine i landingsrunden får ikke
minuspoint, for her kan Michael Paulsen lide, hvad han
ser. Piloten ligger meget højt på fnalen, cirka dobbelt
så højt som alle de andre piloter, og ikke lang tid før
tærsklen påbegynder han en brat udfladning ned til
banen.
6
Tema
Kort og godt uden hovedpine
Det skal helst gøres kort og godt,
når der ikke er mange meter græs eller
asfalt at bruge af til at sætte fyvemaskinen
ned. Men instruktør Michael Paulsen får
”Nej, jeg får hovedpine over det her”
Flyveinstruktøren giver gode råd til de fremmødte
privatpiloter til GAP-stævnet i Vamdrup. Samtidig er
”Normalt får vi at vide, at vi skal flyve ned til
landingsbanen med en vinkel på tre grader, så
det passer med papi-lysene, men jeg vil vove den
påstand, at når vi skal flyve til korte baner, er det
bedre at komme ind med en vinkel på fre til seks
grader. Det kan føles meget stejlt, men min pointe er,
at jo stejlere vi kommer ned mod banen, jo mindre
fremadrettet inerti har vi, som vi skal have fløjet ud
af maskinen. Kommer vi på en meget lang og lav
fnale, som de fleste piloter bedst kan lide, er næsten
alt energien, eller inertien i flyvemaskinen om man
vil, fremadrettet, og det betyder, vi får en længere
bremsedistance. Kommer vi i stedet anflyvende med
en vinkel på fre til seks grader er meget af inertien
vendt ned mod jorden, og den bliver suget ud af
maskinen, idet vi flarer ud”, siger Michael Paulsen,
mens han giver maksimumkarakter og ros til piloten,
der kom stejlt ned mod tærsklen. Piloten i maskinen
har også den fordel, at når han kommer ned på den
måde, har han et godt udsyn. Hvis han i stedet kom
flyvende lavt og langsomt, ville den høje næsestilling
give ham et dårligere udsyn. Så det ser ud til, at han
er en god elev.
Tør ikke at fyve langsomt
Det er ikke kun anflyvningsvinklen, Michael
Paulsen synes, der skal arbejdes med ved kortbane-
landinger. Han mener nemlig, at flyvning til små plad-
ser bliver bedre, hvis piloterne flyver langsommere.
”Mange piloter har ikke lyst til at flyve langsomt, fordi
de føler, det er utrygt. Flyvemaskinen bliver meget
mere livlig, når den nærmer sig stallspeed. Det
betyder, at der skal tages ekstra fat i styrepinden og
gives store udslag, og det er der ikke mange, der har
lyst til. Maskinen bliver dog nemmere at styre, hvis
man flyver langsomt ned ad i stedet for hen ad. Og
det er en skam, at folk ikke tør flyve langsomt, fordi
det kan give store fordele, når der ikke er mange
meter til at løbe farten af maskinen”, siger instruktø-
ren. Han mener, at mange piloter med mere træning
og flere flyvetimer kunne opnå en større fortrolighed
med flyet og derned få mere ro på undervejs.
”Man kan sammenligne det med at køre bil, når
man lige har fået sit kørekort. Man holder meget
krampagtigt fast i rattet og er anspændt, men senere
får man mere rutine, og så følger man bare vejen.
Problemet inden for flyvning er, at mange flyver for
lidt, de bliver ved med at være anspændte”.
Op og ned på anfyvning
Mens Michael Paulsen står ved tærsklen og kom-
menterer de landende piloters færdigheder, brokker
han sig over, at for mange af dem flyver ujævnt på
fnalen. ”En anflyvning skal være jævn, forstået på
den måde, at man helst ikke skal ligge og sejle op og
ned i højden på fnalen. Man skal bevare den samme
anflyvningsvinkel hele tiden”.
Han mener, det er vigtigt at have et godt øjemål
for flyvningen. ”Man kan så at sige tegne en streg i
luften, der går fra flyet og ned til det punkt, hvor man
vil lande på banen. Man kan tjekke om man flyver ’på
stregen’ ned ved hele tiden at have sætningspunktet
i det samme felt i forruden på flyvemaskinen”, forkla-
rer han, mens han endnu engang uddeler minuspoint
for ujævn anflyvning:
”Øv, det så ellers rigtig godt ud med ham dér. Han
fløj flot jævnt på den yderste del af fnalen, men til
sidst røg han op og ned i højde, fordi han ikke helt
kunne bestemme sig for, hvor meget gas den skulle
have. Og så ender det med en ujævn landing, som
kan betyde en sætning langt inde på banen, og det
er bestemt ikke godt, når der ikke er mange meter at
give af”.
Tema 7
”Normalt får vi at vide, at vi skal flyve ned til
TEMA
Dødsensfarligt at
flyve for langsomt
Esben Hansen gik ud for at prøve at holde
farten nede i anfyvningen ved landingskon -
kurrencen til GAP-stævnet, men sådan gik
det ikke. ”Det kan være farligt at fyve for
hurtigt i forbindelse med landingen, men
dødsensfarligt at fyve for langsomt”, siger
privatpiloten.
Af Thomas Jensen, journalist og PPL-pilot
Den lejede Piper 8 starter tidligt ud fra Maribo
lørdag morgen med Esben Hansen bag rattet.
Tracket går tværs hen over Fyn for, at privatpiloten
kan komme til GAP-stævnet i Koldingegnens Luft -
havn ved Vamdrup. Efter at have lyttet til instruktør
Michael Paulsens briefng om kortbanelandinger
skal Esben Hansen nu
ud sammen med de 3
andre tilmeldte piloter
og afprøve rådet om lav
fart på fnalen. Det med
stejl anflyvning vil han
ikke gøre så meget ved.
”Jeg synes ikke, jeg
har så meget brug for
at træne at komme
stejlt ned mod banen,
for det synes jeg sådan
set, jeg gør. Men jeg
skal gøre mit bedste for
at følge instruktørens
råd”, siger Esben Han -
sen, der har 30 timer i
logbogen.
Travlhed på frekvensen
Der er travlhed på frekvensen med tre fly i luften
hele tiden og tre andre holdende klar til take off til
landingskonkurrencen i Vamdrup. Det er udfordren -
de betingelser at øve slowflight, for chancen for at
føle, man aldrig kommer hen til banen med en kraf -
tig modvind, er stor, og derfor har piloten en større
tilbøjelighed til at flyve hurtigere. Esben kommer
i luften sammen med to andre maskiner. Det går
hurtigt op i 1000 fod, og i den højde bliver Piper’en
trimmet til at blive liggende, og ud for tærsklen på
medvind bliver landingschecket udført, og første
sæt flaps sat.
ØV!
Normalt er fnalespeeden 70 knob, men denne her
gang vil Esben forsøge at tvinge den ned på 60, så
han kun flyver fem knob mere end stallspeeden.
Da han går ind i fnaledrejet, er farten 65-70, og der
bliver kæmpet med at få maskinen trimmet, de sidste
flaps sat, og få den lagt rigtigt i forhold til indflyvning
til mærket. Esben får lavet en god landing med en
hastighed hen over tærsklen på 65. Fem knob mere
end målsætningen på 60. Maskinen bliver desværre
sat for langt inde på banen, og han får ikke point i
landingskonkurrencen i første omgang. ”Øv! Det var
ellers en pæn landing. Man skal have is i maven, men
nu kommer den”, siger Esben.
Op igen, og ned ad igen. På fnalen er hastighe -
den trimmet ned til 65, og det er samme hastighed
baneenden bliver passeret med. Denne gang bliver
landingen ikke så lang, og de første point bliver sco -
ret i konkurrencen. ”Nu er jeg varmet op, nu kommer
den”, siger Esben og smiler. Farten var stadig lidt for
hurtig i forhold til målsætningen.
For lille margin
Nu er det sidste chance for at score maksimumpoint
og få farten ned på de 60 knob. Igen 70 langt ude
på fnalen, og Esben får bragt hastigheden ned på
65, da han kommer i lav højde ind over tærsklen.
Landingen bliver perfekt, lige midt i mærket, der giver
højeste jackpot i konkurrencen.
”Den var lige i øjet. Jeg skulle bare have haft lidt
flere runder før konkurrencen, så havde jeg haft styr
på de første landinger også”, fortæller han bagefter.
På spørgsmålet om hvorfor han ikke fk farten ned på
de 60 knob, som var planen, siger han: ”Jeg havde
ikke meget lyst til at flyve langsommere end de 65,
da jeg først kom af sted. Der var lidt turbulens, og så
kan jeg godt lide, at der er lidt margin ned til stall -
speeden. Fem knob i margin synes jeg ikke er så
smart, så derfor holdt jeg mig til at have minimum 10
knob, som forskrifterne siger. Det kan være farligt at
flyve for hurtigt, men dødsensfarligt at flyve for lang -
somt. Jeg vil hellere køre ud over banen, hvis jeg ikke
kan nå at bremse end at stalle på kort fnale og miste
kontrollen over flyvemaskinen”, siger Esben Hansen.
8
Tema
Sådan sagde én af mine første egne elever,
der nu bl.a. er blevet instruktør, hovedrysten -
de, da vi en dag sad og udvekslede historier.
Af Michael Paulsen
”Det vil jo se smart ud, men .......”. Og jeg kunne
kun give ham ret og tænkte tilbage på én af mine
mere markante ”Simsalabim” oplevelser; det var
på Thule Basen. Jeg var ikke instruktør på det
tidspunkt, men gratis passager på ”Thule-one”
med én af de gamle fra Basen, hvorfor jeg – måske
fejlagtigt – ikke kunne/ville sige noget. Hurtigt og
overbevisende skulle det se ud, men det harmone -
rede nu ikke meget med, hvad jeg havde lært: Da
motoren gjorde holdt oppe i et par hundrede fod,
gjorde den selvsikre attitude fra pilotens side det
også. Heldigvis var banen så lang, at der stadig var
noget tilbage til at lande på; efter banen kom der
noget ret ujævnt terræn og kort efter en bugt fyldt
med isvand. Tanken var fyldt med vand i stedet for
benzin. Vi fk nemlig vores brændstof i tønder, og
den kraftige frost på Nordgrønland var en udmær -
ket vandudskiller, da evt. vand i brændstoffet jo frøs
til is, som så kunne fjernes ved, at ”isen” blev smidt
over i en tom tromle, der stod lidt for sig selv. Denne
tromle var ved en fejl kommet tilbage til stedet, hvor
dem med benzinen stod, og da dens indhold jo
lugtede udmærket af benzin, og ved solens kraft var
blevet flydende igen, så havde nogen tanket det på
flyet! Heldigvis skulle der køres et forholdsvis stort
stykke for at komme ud til banen med det resultat,
at vi nåede at bruge det meste af den benzin, der
var i rørene før, vandet nåede frem til motoren.
Alle har forhåbentlig været igennem øvelsen med
motorbrand under opstart, men hvor mange har
siddet tiden ud til motoren stopper, og lagt mærke
til, hvor længe motoren faktisk kan køre, efter man
har lukket for benzintilførselen og givet gas, for at
få dét i rørene brugt. På en mindre plads kan man
sagtens (hvis man er ”rigtig smart”) nå at komme ud
til banen, komme i luften - for så i en pinlig lav højde
at få et motorstop, efter banen er opbrugt. Jeg har
nogle gange set fly i Roskilde komme kørende ud
fra hangarområdet for pludselig at gå i stå ret langt
fremme mod banesystemet, derefter har piloten
bukket sig ned i kabinen, og flyet startede igen. Det
kunne jo godt tyde på manglende brug af checkli -
ste, selvom det nok bliver den person, der har stillet
benzin-vælgeren på off, der selvfølgelig får skylden!
Endelig har jeg set fly, der kommer trækkende med
en betonklods hængende bagved, hvilket jo nok
kunne tyde på manglende udvendigt eftersyn (samt
andet!).
Den næste historie er i familie med den første, så
lad os tage én mere før vi helliger os checklisten.
Da navnet ”Hurtig Karl” jo er brugt andet steds,
vil jeg blive ved begrebet om, at nogle måske var
”Simsalabims”, og denne person, som historien
handler om, er om én, der var virkelig hurtig. Jeg må
erkende, at selvom jeg var instruktør, så var jeg på
det tidspunkt hverken forudseende eller hurtig nok.
Det handlede om en omskoling på en større Ces sna,
der havde stået i Aalborg et stykke tid i et rigtigt
møgvejr med regn og rusk. Jeg stod med hovedet
inde i kabinen og så i flyets papirer og nåede ikke
engang at påbegynde min introduktion til en ny type
fly, før piloten erklærede flyet for efterset. Det ville
jeg nu godt have gjort om og denne gang også med
dræning af tanke (både generelt, men især efter
al den regn). Lidt langsommere men stadig friskt,
frejdigt og selvsikkert tjekker piloten tankene igen
OY-SIK
9
”Simsalabim all knaps in
– kan den starte, kan den flyve”
inkl. check af brændstof i drænglasset, og alt blev
meldt OK. Med førnævnte erfaring fra Thule, nem -
lig at vandet ikke flyder rundt i bobler, når det hele
er vand, og det derfor er vigtigt også at se, hvilken
farve væsken har, måtte jeg nødvendigvis spørge
om, hvilken oktan mon havde en grå farve. Og ja, vi
fjernede så derefter en ret stor mængde vand, før
der igen kom den rigtige blå farve frem i glasset.
Nu skulle man tro, at farten måske blev sat lidt
ned i erkendelsen af, at det indtil nu var gået for
hurtigt og ikke spor imponerede. Men nej – måske
for at tilbagevinde nogle pluspoint begyndte piloten
igen med ”simsalabim”; diverse knapper ind, hive
i nogle håndtag og fat i radioen for at få en taxitil -
ladelse, hvilket vi fk. Alt blev derefter stille, meget
stille, ja nærmest gennemtrængende og intet skete,
selvom gashåndtaget var blevet ført frem. Efter vi
havde siddet og set lidt på hinanden, foreslog jeg
så lidt opgivende, at han måske burde starte moto -
ren. (Jeg fk vist ikke nævnt, at manden også havde
certifkat til twin). Nu var jeg lige ved at komme til
det punkt, hvor jeg var ligeglad med, at han den -
gang var min arbejdsgiver. Holdt dog ud lidt mere
for det kunne da vel ikke blive værre, men ak.
Piloten havde skubbet flyet baglæns til parke -
ring i græsset, og havde i processen fået vredet
næsehjulet helt rundt. Det stod nærmest på tværs,
og man sad med det ene ben trukket helt op under
hagen og det anden strakt helt ud. Motoren var nu
blevet startet, og jeg havde overhovedet ikke fan -
tasi nok til at dette med, at næsehjulets stilling kun -
ne blive ignoreret i den grad, og inden jeg fk gjort
eller sagt noget, blev der givet ret så megen gas
(man holdt jo på græs og skulle fri!), hvorved flyet
nærmest hoppede fremad, de op til 300 heste var
selvfølgelig ret ligeglade med, hvordan næsehjulet
stod, da trækkraften jo kommer fra propelleren.
Selvom jeg hurtigt fk flået gashåndtaget tilbage,
skete det der måtte ske, vi røg fremad, næsen
sank lidt ned og vi stod derefter stille med dækket
krænget af forhjulet. Det var virkelig til at blive helt
”simsalabims” af. Det gode var så, at jeg slap for at
fortælle, at jeg ikke mere havde lyst til at virke som
instruktør den dag. Det havde nu løst sig selv.
Da jeg accepterede opgaven om at skrive noget
omkring checklister, tænke jeg, at nu havde jeg da
chancen for at bevise, at jeg også kunne udtrykke
10
OY-SIK
mig kort. Der kan jo da ikke være meget at skrive
om i den sag. Men jo mere jeg tænker over det, jo
mere bliver jeg nærmest frustreret - for ved nær -
mere eftertanke - må jeg indrømme, at jeg har haft
mange diskussioner og oplevelser omkring den
liste i forbindelse med diverse skole- og checkflyv -
ninger. Og hvor mange penge har en mangel på
korrekt brug, eller endnu værre, mangel på brug i
det hele taget, kostet mig og det foretagende, jeg er
ansvarlig for? For slet ikke at tænke mulighederne
færdig med hvilke katastrofale følger, en mangel på
en korrekt og bevidst anvendelse af checklisten kan
resultere i. Ved nærmere eftertanke kan jeg liste alt
for mange oplevelser i forbindelse med manglende
brug af checkliste. Nogle situationer er lidt komiske,
men desværre er der også mange, der har været
dyre i reparation og muligvis farlige, men frem for
alt kunne mange situationer have været undgået,
hvis piloten havde brugt checklisten korrekt.
Ja ja, nu overdriver han nok lidt, tænker du
formentlig. Jeg er nu ret sikker på, at hvis du læser
lidt videre, så vil der være nævnt situationer, du kan
genkende enten selvskabte eller som vidne.
Den korteste checkliste, som jeg har set, hørte til
det første fly, vi fk i Padborg. Der stod ”Husk alt”.
Det må jo siges at være rigtigt, for i bund og grund
er checklisten jo bare en huskeseddel, der skal
minde piloten om, hvad han/hun burde overveje at
gøre i de forskellige situationer. Jeg nævner dette,
fordi jeg ofte siger til dem, jeg flyver med,
at en checkliste ikke skal gøre piloten til en zombie.
Checklisten foreslår nogle aktioner, og det er op
til piloten at bedømme, om det skal udføres. Fx ser
jeg ofte fly komme ind med landingslyset tændt.
Det står godt nok på de fleste checklister både
ved start og landing, men med mindre det er
”company policy”, så vil jeg påstå, at lyset skal
tændes for enten ”at se” eller ”blive set”, dvs. hvis
det ikke er mørkt, og der ikke er andre fly i nærhe -
den, er der ingen grund til at brænde lampen af. Pi -
loten risikerer, at den ikke virker, når han/hun en nat
skal bruge den. Der kan være andre ting, der efter
”Captains discression” kan springes over, bare
det er overvejet, og piloten kan argumentere for
det. Det vigtige er nemlig, at piloten er sig bevidst,
hvad han/hun gør eller ikke gør, og gør en arbejds -
opgave færdig.
I nogle lande siges det, at man i stedet for checkli -
ste lærer piloter at bruge ”huskeord”. Jeg har også
hørt, at det delvis bruges i Forsvaret, formentlig
med fly, der flyver så hurtigt, at det kan være svært
at nå at læse en checkliste. Om det er helt rigtigt,
det ved jeg ikke, men det lyder meget fornuftigt, og
et ”huskeord” burde jo ikke kunne blive væk, som
man kan opleve med en checkliste (i øvrigt står
start- og landingslisten ofte på instrumentpanelet i
mange fly). Det hele er bare ikke meget værd, hvis
man ikke respekterer tre meget vigtige ting.
For det første skal brug af check -
liste konsekvent indlæres som
værende en naturlig opgave i de
samme situationer - hver gang!
Dvs. indgå som de faste proce -
durer, piloten også bare skal gøre
hver gang. Det skal være således,
at hvis man ikke får det gjort, så
”mangler der noget”. Denne sikker -
hed og følelse kan kun opnås, hvis
piloten virkelig forstår og respek-
terer meningen med disse rutiner og virkelig gør
det hver gang. Alle flyvninger foregår i sekvenser
(opstart, taxi, opvarmning, line up osv.) Ved større
fly taler man også profler; hver gang man overgår
til en anden sekvens/profl, vil der være behov for
checkliste og som regel kommunikation og konfgu -
rering.
For det andet hvis man vil være erhvervspilot, kan
man lige så godt starte med det samme og øve sig i
”Call out”, altså at læse punkterne højt i forbindelse
med, at de bliver udført. Af privatpiloter accepterer
jeg, hvis man i det mindste peger på eller tager fat i,
hvad punktet nu engang foreskriver. Mange piloter
med et mindre timeforbrug bruger alt for meget
energi i forbindelse med at udtale handlingen, og
så går det ud over det, der er mest vigtigt, nemlig at
piloten er sig mentalt bevidst om, hvad han/hun er
ved at udføre, altså virkelig ser på om en aflæsning
er korrekt eller være sig bevidst, om noget skal og
bliver hhv. tændt eller slukket osv. Dermed også, at
man er opmærksom og bruger den tid, der skal til,
for at man mentalt kan følge med i, om en funktion
er færdigudført (fx ved flaps eller gear down mm.,
selv det at tænde radioer).
OY-SIK
11
Husk at hvert
manglende punkt
kan være det
led i den farlige
kæde af faktorer,
der resulterer i
en hændelse.
Og for det tredje skal man udføre et afsnit færdigt
fx består ”Før afgang checket” som alle andre
afsnit/blokke af flere enkeltpunkter. Uanset hvad
man er i gang med i forbindelse med flyveklargøring
af et fly, med eller uden checkliste, så udfør hele
afsnittet/opgaven. Bliver man afbrudt eller afbryder
selv, bør det kun være på grund af noget, der har en
højere prioritet, og så bør man starte forfra med det
afsnit/opgave, hvor afbrydelsen fandt sted.
Der vil senere blive beskrevet forskellige oplevelser
og hændelser, som helt klart tilkendegiver brud på
ovennævnte grundregler.
For at få en fast og sikker indlæring i brug af check -
liste bruger de fleste skoler de samme regler og har
samme flosof. Disse burde således være kendt for
alle – derfor er det nemt at sige: SÅ GØR DET DA!
Og det giver altså et
bedre resultat, hvis
man udfører tingene
rigtigt i stedet for
hurtigt.
Checklisten må godt
udføres ”by heart”
dvs. udenad, men
så skal man derefter
tage listen og læse
samt kontrollere,
at alt er gjort. De
fleste vælger at gøre
det i én omgang.
Man holder normalt
checklisten i venstre
hånd sammen med rat eller pind og fører tommel -
fngeren fra punkt til punkt og udfører så punkterne
med højre hånd, medens man under flyvning hele
tiden skifter mellem at se ud, ser på punktet, ser ud,
ser på instrumenter, ser ud osv. Man læser aldrig en
checkliste under kørsel; man kan udføre punkterne,
men det er ”by heart”, og man prioriterer at se ud,
så bruger man checklisten og kontrollerer alt, når
man holder stille. Nødchecklisten SKAL man kunne
udenad, men også her bør man, når situationen er
afklaret, tage nødchecklisten frem og gennemgå,
om alt er komme med. (Her kan der selvfølgelig
blive tale om prioriteringer).
De fleste bruger følgende system:
Skal man bruge checklisten igen om
”et øjeblik” (fx climb check efter line-
up check), så læg checklisten ned i
skødet, skulle man blive distraheret af
noget, vil man normalt blive op -
mærksom på checkli-
sten igen ved, at den
ligger der, og er i ve -
jen. Har man bevidst
sprunget noget over
i et afsnit (fx hvis man
laver sit ”før-landings
check, som man burde
i god tid, og evt. vil vente
med noget så som evt.
lys, mixture, gear down
mv.), så læg checklisten et
særligt sted, det kunne være
under højre lår, så listen stik -
ker frem eller på konsollen, så
den ”ligger i vejen”, når man vil
bruge håndtagene. Så mindes
man om, at man ikke blev helt
færdig med et afsnit.
Opøv rutinen ved konsekvent at
gøre de samme ting på samme sted
eller situation, hver gang. Dette gælder
især ved de grundprocedurer, man
lærer samt ved brug af checkliste. Ofte
overlapper disse to ting hinanden, og
selvom man ved, at man ikke har fx sat
flaps under start, eller tændt lyset, så følg
checkliste og procedure, så det indgår i en
oplæring af ens motorik. Så vil man også
gøre det den dag, man er stresset over et
eller andet og dermed fjerne én af de faktorer,
der kan føre til en ”kæde” af fejl, før der sker en
hændelse.
Eftersom jeg ret hurtigt begyndte at flyve såkaldt
”cowboy”-flyvninger, så som fotoflyvninger, rund-
og faldskærmsflyvninger, fløj reservedel ud til meje -
tærskere på div. marker mm., var jeg også en af de
”lidt hurtige og smarte” dengang. De par knapper,
der er i en C17 , var jo hurtigt overset og tachoerne
kørte jo, når flyveren var startet. Jeg kommer til at
1
OY-SIK
Man læser aldrig en
checkliste under
kørsel; man kan udføre
punkterne, men det
er ”by heart” og man
prioritere at se ud, så
bruger man check-
listen og kontrollerer alt,
når man holder stille.
tænke på en af mine egne beslut -
ningen i forbindelse med en flyv -
ning fra en våd og glat græsbane
i Kalundborg til en tør asfaltbane
i Roskilde. Om jeg havde for
travlt eller tænkte på noget an -
det, ved jeg ikke, men jeg lagde
under alle omstændigheder ikke
mærke til, at jeg startede med
håndbremsen trukket, jeg brugte
græsbanen, og den var som nævnt
glat. Det var banen i Roskilde ikke, og
jeg må nok sige, at her ”lagde jeg mærke
til”, at bremsen var trukket. At jeg lidt senere
fandt ud af, at beslutningen
om, at fra nu af at få det
hele med, var noget mere
følelsesmæssigt end ”fag -
ligt” i forbindelse med den
hændelse, var noget andet,
for der står jo ikke noget
om, at man skulle slippe
håndbremsen før start og
landing på de checkliste,
jeg kendte til. Men beslut -
ningen om at bruge check-
liste og procedurer holdt (mere eller mindre,
for desværre bliver man jo til tider mindet om,
at man er på vej til at sjuske lidt igen). Det må
man så lære af, for erfaring burde gøre, at
man flyver mere korrekt med tiden i stedet for
mere sjusket!
Som instruktør kan man hurtigt se, om en
pilot har lært at flyve på en flyveskole, hvor
der håndværksmæssigt var gode instruk-
tører, som har fået knebene givet videre fra
”gamle” instruktører. Her bliver grundproce -
durerne udført forholdsmæssigt korrekt og
præcist, selvom det er lang tid siden, man
blev uddannet. Ofte kan man endda gen -
kende navnene på både skoler og instruktø -
rer via den måde, der flyves på. Men herefter
kommer så selvfølgeligt det ”personlige
islæt” alt efter, hvilken type menneske man
sidder i flyet med. De første advarsler er, at
brug af checklisten begynder at smuldre,
derefter er der desværre nogle piloter, der
OY-SIK
13
Opøv rutinen
ved konsekvent
at gøre de samme
ting på samme
sted eller situa-
tion, hver gang.
”videreudvikler sig”, blæser på reglerne og laver
egne procedurer og regler; det er så dem vi
andre blot sidder og venter på kommer til skade.
Men som også, desværre indtil da, ofte skaber
problemer og hvad værre er, bliver forbilleder
for nye ”smarte” piloter. Brug af checkliste er
således et ret godt barometer for, hvor seriøse
og sikre privatpiloterne er. Brug af procedurerne
viser, hvor godt de er uddannet. Hvis begge dele
derfor halter, burde nogen nok kommentere det,
men desværre mangler beviset for ens påstand
her, som i så mange andre lignende situationer,
nemlig ulykken. Derefter er man jo kun ”bagklog”,
indtil ulykken sker.
Husk at hvert manglende punkt kan være det led
i den farlige kæde af faktorer, der resulterer i en
hændelse. Jeg er næsten sikker på, at mange
godt nok kan genkende flere af de situationer, der
nu vil blive nævnt, men måske desværre nok ikke
helt kan se de potentielle farer, der ”hænger for
enden af kæden”.
Her er nogle oplevelser omkring det at bruge eller
ikke bruge checkliste.
Lad os begynde i det små. Alle starter umiddel-
bart med at bruge checklisten, men man kan jo
godt i forvejen have nogle overvejelser, hvis listen
ikke umiddelbart kan fndes i eget fly (selvom man
kommer til et check med en instruktør). Derefter
er det kun et spørgsmål om, hvor længe koncen-
trationen omkring checklisten holder. Bundre-
korden er nok start-op-listen, og det var så det.
Toppen ligger sådan cirka ved stige-checket og
det ofte uden taxi-check og forståelse af ”line up”
check. Jeg mener ikke at kunne huske, at nogen
frivilligt har gennemført en checkliste hele vejen
fra start til slut. Selv under skoling med elever,
der er lige ved at være klar til prøve, skal man
være efter dem hele tiden – gad vide hvorledes
statistikken ser ud under selve prøven. Ofte ser
man også, at piloten slet ikke er sig bevidst om,
hvad han/hun gør. Og der opstår helt sikkert
besynderlige situationer, hvis man som instruktør
distraherer eller stresser lidt, og det er jo ikke så
godt, da der kan være mange ting under en reel
flyvning, der også kan distrahere eller stresse, og
så sker følgende:
• Benzinpumpen bliver slukket i stedet for
tændt (kan blive farligt under start, hvis
motor-pumpen svigter).
• Benzinvælgeren står ikke rigtigt i posi-
tion (er farligt, der er benzintilførelse nok
til magnetprøve og taxi til startposition,
men motoren svigter ved rotation).
• Bremsecheck på ujævn mark (propel-
ler rammer jorden, hvis man bremser,
samtidigt med næse- hjulet kører ned i
et hul).
• Manglende bremsecheck (siger sig selv,
det er lidt sent at opdage en bremse-
fejl, når man kommer kørende mod et
parkeret flyv, eller tankanlægget).
• Magnetcheck kommer på off (kan
sprænge lydpotten ved for langsom
reaktion).
• Magnetvælger kommer ikke tilbage
til ”both”, eller man checker ikke, at
manifoldtrykket kommer helt op, når der
gives gas for start (der mangler ydelse
og en kort bane kan hurtigt blive for
kort).
• Man bliver distraheret, medens man
tænder radioerne og får ikke drejet vo-
lumen op, hvilket man ikke opdager, da
man også glemmer lige at bruge test-
knappen (den er ikke umiddelbar farlig,
men for pokker da, som tårnet kan blive
irriteret på én, da radioen jo sender med
normal styrke, man kan bare ikke høre
svaret).
• Et lidt dyrere eksempel på en afbrudt
handling og noget, der sker jævnligt,
er at tage mobiltelefonen eller komme i
tale med nogen, der kommer forbi ved
klargøring af fly fx når man trækker flyet
ud, eller checker olie (her har vi propel-
lere, der rammer trækstangen eller åbne
og deformerede olie- og motorklapper).
14
OY-SIK
• Hvor den førnævnte betonklods kom-
mer ind, kan jeg ikke sige, men gætter
på slet ingen ”walk around”).
• Kompascheck ved ”line up”, hvor
mange bare sætter gyroen efter bane-
nummeret og ikke efter den korrekte
baneretning og de færreste checker
derefter kompasset (Resultat! Ved navi-
gationsture starter man fra begyndelsen
ud med en fejl på 5-10 grader, hvorved
man hurtigt ”bliver væk” i dårlig sigt. En
pludselig større deviationsfejl advarer
om problemer med laderelæet).
• Nu vi er ved gyroen, hvis man er kom-
met af kurs og har ligget og rodet rundt
for at fnde noget, man kunne genken-
de, så er det fornuftigt før søgningen el-
ler senest ved videreflyvning at betragte
det som en ny flyvesekvens med tilhø-
rende ”climb- og en-route” checkliste
(så ville man normalt blive bedt om at
genindstille gyroen og var fri for at fare
30-40 grader ud i en forkert retning og
blive væk igen. De fleste gyroer får ret
store fejl efter mange drej).
• Manglende
opmærksomhed
ved sætning af
understel, selvom
jeg stresser pilo-
ten lidt, så fatter
jeg det ikke. Det
skal både sige
”bzzz og klonk”,
og der skal
komme et lille ryk
i maskinen, og
alligevel lykkes
det mig gang på
gang at få folk
til at acceptere,
at der intet sker.
Ikke en gang at
lampen(erne) bli-
ver observeret.
Og så et par af de dyre: En pilot blander ”Før start
op” og ”Start op” listen sammen og laver noget af
det, medens han kører, bl.a. lytte ATIS og sætte
QNH med det resultat, at han kører ind i vort fly.
En anden bruger ikke checklisten, da vores fly skal
køres til værkstedet, så håndbremsen er ikke sat,
og gashåndtaget står for langt fremme. Resultat
er, at flyet farer frem og lukt ind i en lukket hangar.
Samme person ”bruger”, som han jo skal, checkli-
sten til ”før landing” check, men kun checklisten og
ikke hovedet, så han skifter fra en tank med benzin
til en tom tank, hvorfor motoren går i stå. Han bliver
så forfppet, at han ikke tænker på at skifte tilbage
og når godt nok frem til banen, men rammer ved
siden af og ind i den bløde sikkerhedszone, hvor
flyet sidder fast, uskadet men totalt tilmudret. Man
glemmer at lægge startflaps på et lidt større fly
med risiko for strukturel overbelastning. Man sætter
ikke mixture på fed ved nedgang fra stor højde med
forhøjet motortemperatur. Jeg kunne blive ved og
jeg er sikker på, at du også kan flere historier. Har
du prøvet at tænke linien ”helt ud” og hvad konse-
kvenserne kunne blive, selvom det indledningsvis
bare ligner lidt sjusk. BRUG CHECKLISTEN og dit
hovedet.
OY-SIK
15
Indtryk fra GAP Fly-In på kolding-egnens flyveplads
